Forside arrow Kunstnere arrow MARIA KØHNKE
Succesfuld første udgivelse
Succesfuld første udgivelse
Kunstner: Maria Køhnke
Albumtitel: Collector
Udgivelsesdato: 15. januar
Katalognummer: ARTI001

Producere: Maria Køhnke & Christian Bech

Mixet af: Per Sunding, Tambourine Studios

Medvirkende: Maria Køhnke, Christian Bech, Emil de Waal, Samual Hellas, Rasmus Kragh, Soma Allpass, Tinne Albrecthsen, Bastian Juel, Björn Synneby, Per Sunding, Rune Kjeldsen, Ole Theill, Stine Hjelm Jacobsen, Jonas Struck, Søren Bøjgaard.

Køb album

collector_covfront_l.jpg
FLOT MODTAGELSE I HJEMLANDET

Maria Køhnke er et kendt ansigt i det danske musikliv og har arbejdet i et utal af musikalske sammenhænge heriblandt som instrumentalist og korsanger for nogle af Danmarks førende rockbands.

I januar udgav hun sit første soloalbum, hvor hun både er sanger, producer og sangskriver og de gode anmeldelser er regnet ned over "Collector". Her er et lille udpluk af anmeldernes roser:

"Der er vokseværk i Maria Køhnkes ubesværede tilgang til en på én gang legende og småfarlig popmusik som kan mere end blot vise den gode vilje..." Erik Jensen, Politiken

"Et stilbevidst og flot facetteret album. Maria Køhnke har en pragtfuld vokal, hvis repertoire spænder fra det himmelske lyse til det rungende mørke. Enten i et rent og harmonisk eller skælvende og foruroligende udtryk" Pelle Sonne Lohmann, Gaffa

"Resultatet er både enkelt, raffineret, blidt og ind til benet. Det er pop, men med tilpas kant og nerve" Catapult magazine

EKSPRESSIV POP

Albummet er dels skrevet af Maria selv, af vennen Christian Bech, Maurice Hawkesworth samt et enkelt nummer af Sune Wagner (The Raveonettes).

Maria Køhnke beskriver selv sin musik som "ekspressiv pop". En betegnelse der dækker over et særegent univers, som placerer sig et sted mellem country og alternativ rock og pop.
Det musikalske univers er filmisk og sensitiv i sit udtryk og den rummer kontraster; den er betragtende men nærværende, blid men mørk, alternativ men pop!

Live bliver musikken sammenlignet med tidlig Brian Eno og karakteriseret som " Jenny Wilson møder The Kills".

I skabelsen af albummets musikalske univers har det ofte været uforudsete lyde i rummet og greb på guitaren, der har lagt kimen til melodierne og arrangementerne. Det er med til at gøre Marias musik vedkommende og interessant, og man kan forvente at opleve nye detaljer for hver gang, man hører pladen.

Løsningen ventede i København Efter at have haft aftaler med både Becks guitarist Smokey Hormel og "Whiskeytown"-guitaristen Phil Wandscher om samarbejder i USA, besluttede Maria sig for, at tingene ikke behøvede at være så besværlige. Løsningen på, hvordan hun skulle gribe indspilningen af sit album an, burde dukke op lige foran hendes næse. Og en aften tilbage i hjembyen København fandt Maria og vennen Christian Bech ud af at arbejde sammen om projektet. Det viste sig hurtigt at være et godt samarbejde, som "Collector" er et meget håndgribelig vidnesbyrd på.

PRODUCERET HJEMME I LEJLIGHEDEN
Sammen har de siddet hjemme i Marias lejlighed og produceret "Collector", hvilket har givet albummet sin helt egen lyd. Maria har selv stået for al teknik og indspilninger og har brugt de instrumenter, der lige var for hånden til at skabe et særegent musikalsk univers. "Collector" er mixet af den svenske producer Per Sunding, som Maria kendte fra et tidligere samarbejde og som bla. er kendt for hans arbejde med The Cardigans, The Ark og Good Shoes.

På trods af at "Collector" er hendes første soloudspil, har Maria Køhnke været vidt omkring. I en ung alder mødte hun Kira Skov, som hun dannede musikalsk par med i en årrække. Hun har været medlem af bandet "Kira And The Kindred Spirits" og har været en fast del af "Swan Lee" live. Derudover har hun været i en country-trio med Randi Laubek og Sharin Foo, og sådan kunne man blive ved.